Er du ved at planlægge en tur til Lissabon og synes, det er svært at finde ud af, hvor man skal bo? Hvis du besøger byen første gang, kan det virke uoverskueligt at finde det rigtige hotel i den rigtige bydel. Forhåbentligt er du blevet klogere, når du har læst mine tre bud på, hvor man skal bo, samt hvilke områder du skal undgå.
Lissabon er en by fuld af muligheder og derfor er der ikke et område at bo i, som vil være perfekt for alle. Derimod er der flere gode områder, hvor et eller flere af dem kan passe til lige præcis dine ønsker og behov.
Når du skal vælge, hvor du skal bo i Lissabon, vil jeg som tommelfingerregel anbefale at bo nær centrum. I centrum er der mange hoteller, og herfra kan du opleve de seværdigheder, som du simpelthen ikke må gå glip af i Lissabon.
Nedenfor får du mine bud på, hvor du skal bo. Jeg anbefaler to bydele nær centrum, samt et område ved havnen, som alle er anbefalelsesværdige, men adskiller sig fra hinanden. Derudover får du mine bud på de bedste hoteller, hvor beliggenhed, service og pris går op i en højere enhed.
Har du allerede nu lyst til at udforske Lissabons forskellige hoteller, kan du finde en masse her på Hotels.com.
Lissabon og dens bydele
Lissabon er Portugals hovedstad. Det er Europas vestligste hovedstad og samtidig også en af kontinentets ældste. Byen har været udgangspunkt for vigtige opdagelsesrejser, for eksempel startede Vasco da Gama herfra og Christopher Columbus besøgte Lissabon inden sin rejse til Amerika.
Byens beliggenhed gør byen til en storby for sig. Den ligger nemlig placeret ud til Portugals og endda hele den Iberiske Halvøs største flod, Río Tajo.
Udover forbindelsen til floden, ligger byen på syv bakker, som giver en masse dejlige udsigtspunkter, hvorfra byen og floden kan nydes. Den største bakke er São Jorge. På denne bakke ligger det berømte São Jorge slot, som kan ses fra det meste af byen.
På grund af byens kuperede terræn skal du huske de gode sko, når du drager mod Lissabon, så du kan bevæge dig op på alle bakketoppene og se udsigterne med Tajo floden på den ene side og Sáo Jorge slottet i baggrunden. De fleste seværdigheder i Lissabon ligger i gåafstand fra centrum og i tilfælde af ømme fødder, findes der både lettilgængelige sporvogne og metrostationer.
Bydelene
Lissabon er som de fleste andre storbyer delt op i bydele, men der er ingen definerede grænser mellem disse. Bydelen Baixa er som nævnt byens centrum og her du finder de helt store shopping muligheder, men også seværdigheder, som du må opleve på dit besøg i Lissabon.
Vest for Baixa ligger bydelen Barrio Alto, hvor du også befinder dig i gå-afstand til de vigtigste seværdigheder i Lissabon. Har du lyst til at gå i byen, skal du helt klart tage til Barrio Alto, som har byens bedste natteliv, men dette skal du også tage med i betragtning, hvis du vælger at bo i området. Her er der nemlig gang i den om natten, og leder du efter et roligt område, er det nok ikke i Barrio Alto, du skal vælge dit hotel.
Ved siden af både Barrio Alto og Baixa ligger Chiado. Denne bydel ligger også meget centralt og er placeret på en af Lissabons syv bakker. Området byder dig velkommen med en dejlig stemning, masser af restauranter og hyggelige caféer.
Den gode stemning findes ikke kun i Chiado, men også i Alfama, der ligger øst for Baixa. I denne bydel er der mange romantiske og historiske oplevelser. Bydelen ligger godt placeret mellem det imponerende São Jorge slot i den nordlige ende og Tajo floden mod syd. Denne bydel overlevede jordskælvet i 1755 og har derfor stadig mange historiske, ældre bygninger og små smalle og snoede gader.
Bevæger du dig lidt længere væk fra centrum i Lissabon, kan du også finde nogle yderste interessante områder. Her kan Belém og Parque das Nações nævnes. Belém ligger i den vestlige ende af byen, ud mod floden. Her finder du en del store seværdigheder.
Både Belém tårnet og Jeronimos-klostret ligger i Belém og er begge på UNESCOs verdensarvsliste. Området gemmer på meget historie, da det var herfra, at Portugals opdagelsesrejsende satte sejl og drog ud for at kortlægge verdenen udenfor Europa.
Parque das Nações ligger nordøst for centrum og denne bydel karakteriseres ved nye og moderne bygninger. Her befinder du dig tæt på lufthavnen, men et stykke fra det historiske og nuværende centrum. Dog kan du blandt andet besøge et af Europas største akvarier, Oceanário de Lisboa, og Europas længste bro, Ponte Vasco da Gama, som er 17 km lang.
Hvis du vil have inspiration til, hvad du skal se på din ferie i Lissabon skal du læse mere om de bedste seværdigheder her. Du kan også downloade min 3-dages guide til Lissabon, som indeholder specifikke dagsprogrammer med alt fra hvilke seværdigheder du skal se, og hvordan du kommer fra det ene sted til det andet med offentlig transport, så du bare kan slappe af og nyde din ferie.
Guiden kan du finde nederst på siden eller du kan få adgang til den her.
Hvor skal man så bo i Lissabon?
Når du besøger Lissabon, vil jeg anbefale dig at bo nær centrum, medmindre du har besøgt byen mange gange og ønsker at se nye sider af den. I centrum kan du mærke storbyens glød og finde mange lækre spisesteder, hoteller, butikker og seværdigheder, og det er det bedste valg for de fleste turister i Lissabon.
Vælger du alligevel en af bydelene, som ligger et stykke fra centrum, er der også mange andre ting at opleve, som i Belém for eksempel, hvor der ligger mange spændende seværdigheder. Bor du i centrum, kan du dog nemt tage en dagstur til Belém med bus eller sporvogn for at besøge Belém tårnet, eller hvad der ellers måtte vække din interesse.
For at gøre planlægningen af din tur til Lissabon lettere, har jeg fundet tre forslag til bydele, som du med fordel kan bo i. Disse bydele har hver deres fordele og du skal selvfølgelig vælge den, der passer bedst til dig. Der er noget for dig, som ønsker et centralt hotel midt i storbyen, noget for dig, som gerne vil bo i et roligere og mere romantisk område, samt noget for dig, som ønsker at bo et stykke fra centrum, men tæt på en masse kultur.
Forslag 1: Bo i Baixa, centrum
Hvis du gerne vil bo så tæt som muligt på Lissabons største seværdigheder, skal du vælge at bo i Baixa, som er byens centrum.
I Baixa har du de optimale muligheder for shopping, en masse forskellige restauranter og caféer. Du bor tæt på Barrio Alto, som er bydelen, du skal opsøge, hvis du leder efter et vildt natteliv. Ved at bo i Baixa er du tæt på dette, uden at bo lige der, hvor der er fest og larm hele natten. Baixa ligger ud til Río Tajo og du kan nyde den flotte udsigt udover floden, hvis du besøger den store plads, Praça do Comércio, som er en stor oplevelse i sig selv.
Fra Praça do Comércio starter Lissabons største shoppinggade, Rua Augusta, som du bør går en tur op ad og ende ved Praça Dom Pedro IV, som er en anden af byens hyggelige pladser. Her kan du også se en flot 360 graders udsigt over midtbyen fra Santa Justa elevatoren i gaden Rue Áurea.
I Baixa er der selvfølgelig også gode metro- og sporvognsforbindelser, samt et hav af hoteller at vælge i mellem. Du kan se mit favorithotel nedenfor eller en oversigt over alle hoteller i Baixa, her på Hotels.com.
Baixa ligger tæt på bydelen Chiado, som også er et godt alternativ, hvis du ønsker at bo nær centrum. Du kan finde hoteller i Chiado her på Hotels.com.
Forslag til Hotel i Baixa: Brown’s Central Hotel
Jeg vil foreslå dig, at du vælger at bo på Brown’s Central Hotel, hvis du beslutter dig for at bo i bydelen Baixa. Hotellet har en meget central placering kun 300 meter fra Praça Dom Pedro IV. Du vil komme til at bo midt i byen og tæt på seværdigheder og lækre spisesteder. Derudover ligger hotellet 2-3 minutters gang fra både Rossio og Baxia-Chiado metrostationerne, så du nemt og hurtigt kan komme med metroen rundt i byen.
Udover en rigtig god placering, har hotellet også et venligt personale og en god bar med en dejlig stemning. Værelserne er flot dekorerede med mange detaljer og en hyggelig atmosfære. Der er inkluderet en simpel morgenmadsbuffet og WIFI, når du bor på hotellet.
Brown’s Central Hotel ligger kun 100 meter fra Santa Justa Elevatoren, som du bestemt skal ligge vejen forbi, når du bor lige om hjørnet. Dette er en elevator, hvorfra du har en flot udsigt over kernen af Lissabon med bl.a. Praça Dom Pedro IV tæt på og det flotte arkæologi museum, Museu Arqueológico do Carmo.
Ønsker du at bo super centralt i Lissabon og vil gerne bo godt, kan du se nærmere på Brown’s Central Hotel her på Hotels.com.
Forslag 2: Bo i Alfama
Som mit andet forslag blandt Lissabons bydele, har jeg valgt Alfama. Alfama ligger ud mod Tajo floden og et lille stykke fra det nuværende centrum. Bydelen er Lissabons ældste bydel og byen har bredt sig ud herfra.
Alfama er en charmende perle i Lissabon, som du ikke må gå glip af, uanset om du under dit ophold vælger at bo her eller ej. Området har tidligere været hjemsted for byens sømænd og her kan du gå rundt i smalle gader, se på de smukke kirker og nyde den dejlige stemning i den historiske del af Lissabon.
Gaderne er belagt med brosten, de er bakkede, snoede og fyldt med fine altaner på begge sider. Her føles det pludselig, som om du er langt fra centrummets larm og stress, og det gør det let at slappe af og nyde stedet.
Hvis du vælger at bo i Alfama er du kun 1-2 kilometer fra Baixa, men i et område med en anden stemning. Alfama er Lissabons mest romantiske område, som er omgivet af Säo Jorge slottet på den ene side og Tajo floden på den anden. Slottet er placeret på byens højeste bakke, hvilket giver en flot udsigt over hele byen.
Området har altid været en inspiration for Fado-musikken. Fado er en portugisisk musikform med et melankolsk udtryk, som synges på Fado-restauranter rundt omkring i Lissabon. Når du er i Alfama, synes jeg, du skal besøge en af disse og eventuelt besøge Fado-museet, som også ligger i Alfama.
Når du skal fra centrum, hvad end du befinder dig ved Praça Dom Pedro IV eller ved Praça do Comércio, kan du tage bus nr. 759 til Alfama. Busturen tager omkring 5 minutter og bussen kører hvert 15. minut, så du kan let komme frem og tilbage fra centrum.
Nedenfor kan du læse om det hotel jeg anbefaler i Alfama. Du kan hoppe direkte til en oversigt over næsten alle hoteller i Alfama her på Hotels.com.
Forslag til hotel i Alfama: Memmo Alfama
I Alfama vil jeg anbefale, at du slår dig ned på Memmo Alfama, som er et lækkert hotel i midten af Alfama. Her er dejlige omgivelser og seværdigheder tæt på, f.eks Lissabons ældste katedral, som kun ligger 300 meter derfra. Placeringen i Alfama er ikke en forhindring for at opleve seværdighederne i bl.a. Baixa, da der blot er en kilometers gang til Praça Dom Pedro IV og her i Alfama er du også tæt på Säo Jorge slottet.
Memmo Alfama er bygget i 4 etager og består af 42 værelser. Hotellet har egen tagterrasse og på denne kan du nyde din morgenkaffe eller en sidste øl inden sengetid og se ud over Tajo floden og de store skibe, som ligger til i havnen. Du har også adgang til udendørs pool og tilhørende bar på terrassen.
Ønsker du et hotel med en flot udsigt og dejlig beliggenhed, er Memmo Alfama helt klart et godt bud. Hotellet er perfekt til dig, der ønsker lidt romantisk stemning på din rejse, for det kan Alfama uden tvivl tilbyde. Du kan se nærmere på Memmo Alfama her på Hotels.com.
Forslag 3: Bo i Belém
Hvis du har været i Lissabon flere gange tidligere, og synes du har oplevet størstedelen af de ting, som ligger i byens centrum? I så fald skulle du måske prøve at bevæge dig et stykke væk fra centrum og ud til Belém. Bydelen ligger mellem 20 og 30 minutters offentlig transport fra centrum, så et visit i centrum er bestemt også overskueligt.
Dog vil jeg kun anbefale dig at bo i Belém, hvis du har været i Lissabon flere gange eller ønsker at se noget andet end centrum.
Belém har en stor historisk betydning for især Lissabon, men også hele Portugal. Den opdagelsesrejsende Vasco da Gama startede sin rejse fra Beléms havn og Christopher Columbus besøgte også havnen. De søgte begge søvejen til Indien. Columbus fandt Amerika og Vasco da Gama lykkedes med opgaven og fandt hele vejen til Indien.
I Belém finder du en del historiske seværdigheder, f.eks. Belém tårnet eller monumentet for de opdagelsesrejsende, som begge ligger ud til Tajo floden. I Belém er du også tæt på Jerominos-klosteret og slottet Palácio de Belém, hvor nogle af Portugals tidligere monarker har haft residens.
Derudover ligger der dejlige parker, caféer og spændende museer i bydelen. Der er én ting du bestemt ikke må gå glip af i Belém; Et besøg på bageriet Antiga Confeitaria de Belém på gaden Rua de Belém nr. 84. Dette bageri laver en berømt kage, som hedder Pastéis de Belém og laves med en hemmelig opskrift udelukkende på dette bageri.
Du kan komme til Belém fra centrum ved at tage bussen. Tager du bus nr. 728 fra Praca do Comercio, er du i Belém på 20 minutter, og denne bus kører hvert 8. minut. Du kan også tage sporvogn E15.
Du kan se en min favorit i Belém nedenfor eller hoppe direkte til en oversigt over næsten alle hoteller i Belém her på Hotels.com.
Forslag til Hotel i Belém: Altis Belém Hotel & Spa
Mit forslag til et hotel i Belém er Altis Belém Hotel & Spa. Dette er et luksuriøst fem-stjernet hotel i den lidt dyrere prisklasse, men det er bestemt pengene værd. Ønsker du et billigere alternativ, kan du finde dette på Hotels.com blandt hotellerne i Belém ved at klikke på linket ovenfor.
Jeg har valgt hotellet, da det har en god beliggenhed mellem Belém Tårnet og Jeronimos-klosteret. Du bor også blot en kilometer fra den skønne Jardim de Belém park, hvor det berømte Antiga Confeitaria de Belém ligger bag ved.
Hotellets personale er yderst servicemindede, der tilbydes en dejlig morgenmad, komfortable værelser og adgang til spa-område, samt udendørs og indendørspool. Stedet er stilrent, moderne og helt klart anbefalelsesværdigt.
Hvis du vælger at bo på Altis Belém Hotel & Spa, skal du selvfølgelig huske at tage en tur op på hotellets tagterrasse, hvorfra du kan se flere af bydelens seværdigheder og nyde den meget flotte udsigt ud over floden.
Du kan komme til hotellet fra Praça do Comércio ved at tage sporvogn E15 og stå af ved stoppet Algés, en halv time senere. Den kører hvert 12. minut og fra stoppestedet skal du blot gå 600 meter til hotellet. Du kan se nærmere på Altis Belém Hotel her på Hotels.com.
Hvor skal man ikke bo i Lissabon?
Der vil altid være områder i en storby, som er at foretrække at bo i, og områder, som ikke er at foretrække. Derfor, selvom jeg anbefaler at bo i centrum, kan jeg ikke anbefale Barrio Alto.
Her er der (måske for meget) gang i den. Både Baixa og evt. Chiado, som ligger tæt ved, er roligere og mindst lige så gode. Du skal helt klart besøge Barrio Alto, men måske er det ikke lige her du skal placere din base.
Et andet område jeg ikke vil anbefale er Praque das Nações, som ligger et godt stykke fra centrum. Grunden til, at jeg fraråder dette område, er ikke kun afstanden til centrum, men samtidig fordi bydelen ikke rummer den samme charme som centrummet.
Holder du hele din ferie i dette område, vil det let komme til at føles, som om du kunne have været i hvilken som helst storby. Jeg vil selvfølgelig gerne sikre mig, at du oplever byens dejlige stemning, smalle og bakkede gader. Besøger du byen med børn, skal Praque das Nações helt sikkert besøges alligevel, da det er her, at du finder Europas største akvarium, Oceanário de Lisboa, men jeg synes stadig, du skal vælge at bo nær centrum.
Overordnet er Lissabon en sikker by at færdes i, også i nattetimerne, så skynd du dig at planlægge din tur til Lissabon og sæt kursen sydpå til Portugals dejlige hovedstad.