Jeronimos klosteret i Belém, lidt uden for Lissabons centrum, er på UNESCOs verdensarvsliste og du må ikke gå glip af det smukke kloster, når du er i nærheden.
Klosteret er bygget med facader fyldt med detaljerede dekorationer og inde i selve klosteret imponerer især de mange søjler, som både findes i kirkerummet, men også i den indre have. Søjlerne er udsmykket med forskellige referencer til Portugals stolthed – søfarten.
I klosterets kirke ligger Vasco da Gama begravet, som endnu en forbindelse til søfarten og de opdagelsesrejsende. Vasco da Gama var manden, der i 1497 forlod lige netop Belém for at finde søvejen til Indien og lykkedes med opgaven i 1498, hvor han nåede Indien efter at have sejlet syd om Afrika.
Besøget til Jeronimos klosteret, vil for de fleste turister være en seværdighed, som man sætter det meste af en dag af til. Klosteret ligger nemlig et stykke uden for centrum, men det må bestemt ikke holde dig væk! Klosteret er imponerende og rummer meget historie.
Derudover er der også rig mulighed for at få hele dagen til at gå i Belém, når først du er der; Det er nemlig ikke kun Jeronimos klosteret, som er på UNESCOs verdensarvsliste, men også Belém tårnet, som ligger tæt på. I Belém må du også se monumentet Padrão dos Descobrimentos (de opdagelsesrejsendes monument) og prøve en Pastéis de Belém-kage fra Antiga Confeitaria de Belém-bageriet.
Hvis du vil have inspiration til, hvad du ellers skal se på din ferie i Lissabon kan du læse mere om de bedste seværdigheder her. Du kan også downloade min 3-dages guide til Lissabon, som indeholder specifikke dagsprogrammer med alt fra hvilke seværdigheder du skal se (hvor en tur til Belém og Jeronimos selvfølgelig er inkluderet), og hvordan du kommer fra det ene sted til det andet med offentlig transport, så du bare kan slappe af og nyde din ferie.
Guiden kan du finde nederst på siden eller du kan få adgang til den her.
Historie
Arbejdet med at bygge klosteret startede allerede i 1501 og først hundrede år senere i 1601, var klosteret færdigt. I klosteret boede munke af Sankt Jeronimo Ordenen, hvis vigtigste opgave var at bede for kongens og søfolkets velbefindende og succes.
Opdagelsesrejser fyldte meget i Portugal på dette tidspunkt og derfor brugte munkene på klosteret altså hver dag tid på at give støtte til de opdagelsesrejsende ved at sende bønner i deres retning, for at det skulle gå dem godt. I 1833 blev munke-ordenen opløst og herefter anvendes bygningen til skole og senere som børnehjem.
I løbet af Mosteiro dos Jeronimos’ 500 år lange levetid har klosteret været under flere ombygninger og renoveringer, som flere forskellige arkitekter har stået bag. Diogo da Boitaca lavede de første tegninger til klosteret og arbejdede på projektet frem til hans død i 1528. Herefter kom andre til og lavede om i de oprindelige planer fra Diogo de Boitaca, som dækkede over et fire gange så stort areal, som det nuværende kloster.
Til at starte med var planen, at det kun skulle tage 8 år at bygge klosteret, men i og med at Portugal tjente en del penge på at beskatte krydderier og andre varer fra deres kolonier, voksede planerne hurtigt og konstrueringen af klosteret trak ud over 100 år.
I dag ligger klosteret cirka 300 m fra Tajo flodens bred, men sådan har det ikke altid været. Da klosteret blev bygget i 1500-tallet lå det lige ud til floden, men kystlinjen har flyttet sig med årene. I dag ligger Praça do Imperio overfor, som er en skøn park.
Hvad skal man se på Mosteiro dos Jeronimos?
Mosteiro dos Jeronimos er en imponerende flot bygning, hvis størrelse og flotte dekorationer fascinerer de fleste. Når du besøger stedet, skal du først og fremmest bruge tid på at gå rundt i klosteret og betragte alle de forskellige dele, fra de helt store, som den store indgangsport mod syd, til de små udsmykninger på søjlerne rundt omkring i klosteret.
I kirkerummet er to portugisiske konger begravet med deres hustruer. Dette gælder Kong João III og Kong Manuel I. Det var i Kong Manuel den førstes levetid, at Vasco da Gama rejste til Indien og derfor blev resterne af den opdagelsesrejsende også flyttet til Jeronimo klosteret i 1880.
Disse ligger i dag i kirkerummet. Vasco da Gama overnattede og bad for en god rejse i Mosteiro dos Jerinomos natten før, at han satte kurs mod Indien første gang.
Når du besøger Mosteiro dos Jeronimo, synes jeg du kan kombinere det med et par andre seværdigheder i bydelen Belém. Jeg vil anbefale dig at tage tidligt af sted fra centrum, så du kan være ved klosteret ved deres åbningstid, da der godt kan forekomme kø og denne bliver længere op af dagen.
Når du har udforsket klosteret, kunne du gå en tur forbi Antiga Confeitaria de Belém-bageriet og købe en af de berømte Pastéis de Belém-kager, som kun sælges lige netop her. Bageriet ligger på samme vej som klosteret.
Går du i gennem parken, som ligger overfor bageriet, kommer du ned til flodbredden og hvis du går til højre op langs gaden, støder du først på Padrão dos Descobrimentos på den anden side af vejen og derefter møder du Torre de Belém. Se den cirka 2 kilometer lange rute nedenfor:
Hvordan kommer man til t?
Du kan komme til klosteret ved at tage sporvogn E15 fra f.eks. Praça do Comércio i centrum. Dette er en 15-20 minutters lang sporvognstur, hvor det er værd at tage en vinduesplads og nyde udsigten ud over Río Tajo.
Det er også muligt at tage bus nr. 728 mod Restelo fra Praça do Comércio.
Åbningstider og billetter (2022)
Billetter til klosteret har følgende priser:
- Voksenbillet (12+): 10 euro
- Børn op til 12 år har gratis adgang.
Klosteret åbningstider:
- Fra oktober til og med maj: 10.00 til 17.30.
- Fra maj til og med september: 9.30 til 18.00.
Lukket mandage samt 1. januar Påskedag, 1. maj og 25. december.
Tips og tricks: Ved Mosteiro dos Jeronimos kan du opleve en lang kø. For at undgå dette mest muligt, kan du komme tidligt, allerede ved klosterets åbningstid, hvor køen for det meste ikke er lige så lang, som senere på dagen.