Vælger du den billigste flybillet du kan finde, når du skal på storbyferie? Du laver din research, bruger en prissammenligningsportal som for eksempel Momondo.dk, du er fleksibel hvad angår afrejse- og ankomsttider og du er villig til at køre efter den billigste lufthavn – både når du skal af sted og når du ankommer, og så finder du den billigste flybillet. Men ved du, at den billigste flyrejse meget sjældent er billigste?
I de følgende afsnit vil jeg give dig syv grunde hvorfor den billigste flybillet meget sjældent er den billigste og til sidst et konkret eksemple på, hvad det reelt koster at flyve til og fra din storbyferie. Du vil blive overrasket over, hvad de ”billigste flybilletter” reelt koster.
Afgangs- og ankomsttider (hvor mange timer mister du og hvad er de værd?)
Den største omkostning set fra min perspektiv er ikke noget, du direkte kan sætte et beløb på. Som du nok har bemærket, når du leder efter billige billetter er de billigste afgange sjældent de mest attraktive set fra et afrejse- og ankomstmæssige tidspunkt. Oftest er afgangene set om aftenen eller tidligt om morgenen, hvilket har flere omkostninger.
For det første får du mindre af det vigtigste – tid til din ferie. Når du vælger at tage en forlænget weekend på storbyferie, er det en stor del af ferien du mister, hvis du “betaler” nogle timer både i starten og slutningen af ferien ved at tage en dårlig afgang.
Derudover vil du ofte ankomme sent til din destination, hvor afgangene er er færre, og du skal vente i timevis (som jeg så ofte har gjort i for eksempel Malpensa i Milano). Er du mere uheldig, er både tog og busser stoppet med at køre, som det for eksempel sker i Barcelona, hvorfor du må tage en taxi, som er mange gange dyrere end de busser, der ellers kører.
Endeligt kan din ferie starte med in-checking på hotellet efter midnat og en lidt hård start på din ferie.
Det samme gør sig gældende hvis du (som jeg så også er skyldig i flere gange) booker et fly med afrejse tidligt om morgenen, hvor du skal tidligt op, måske før morgenmaden bliver serveret på hotellet, og du må booke en taxi for at nå flyet der flyver kl. 9.
Ekstraomkostningerne for transporten frem og tilbage kan være mange hundrede kroner. Der er til gengæld ikke nogen direkte omkostningerne ved at ankomme sent og rejse tidligt, men man kan lave følgende beregning for at illustrere omkostningerne:
Lad os sige, at du mister fx 4 timer både i starten og slutningen af din forlængede weekend, eksempelvis fra torsdag til søndag, hvor du samlet nu kun har 40 i stedet for 48 vågne timer – 4 timer i stedet for 8 timer torsdag og søndag (da du rejser sent ud og tager tidligt hjem) og 16 timer fredag og lørdag – og prisen på rejsen er samlet 4.000kr for transport til lufthavne, flybillet og hotel, så ender du med at betale 100kr/time du er af sted i stedet for 83kr/time eller en ekstrapris på 666kr.
Det kan selvfølgelig ikke gøres op 100% som beskrevet ovenfor, men i sidste ende tager vi jo på ferie for at være på ferien, så mistet tid i hver ende gør, at vi har mindre tid til at nyde vores ferie og den by vi nu besøger.
Transportomkostninger fra ankomstlufthavnen til centrum (både afstand og tidspunkt på dagen)
Du skal også være opmærksom på de lufthavne du rejser til. Der er relativ stor forskel på at rejse til Heathrow i London, fremfor Stansted eller Luton. Både på prisen for at komme frem og tilbage, og for at blive i den ovenstående afsnits ånd, tiden man bruger på at komme frem og tilbage.
I London bruger du let 45 minutter fra Stansted, mens det fra Heathrow kan gøres på 15 minutter hvis du kører med tog. Hvis du vil spare penge og tage bussen kan det let tage 1½ time fra Stansted, mens du kan tage metroen fra Heathrow på omkring 50minutter.
Derudover kan det blive rigtigt dyrt, hvis du ankommer sent om aftenen til fx Barcelonas lufthavn som også nævnt ovenfor, hvor eneste mulighed er en taxi. Du skal altså se både på transportomkostningerne fra lufthavnen til centrum, men også på om busser/metro/tog overhovedet kører når du kommer frem.
Medregne transportomkostninger til/fra afrejselufthavn og den tid du bruger på transport
Når du er fleksibel, hvad angår afrejselufthavn, husker du så at medregne omkostning ved at køre/tage toget til lufthavnen? Bor du for eksempel i Kolding koster det 500kr mere at køre til Københavns lufthavn end Hamburg, men 750kr mere at køre til Hamburg frem for Billund (der er 378km mere til Hamburg t/r og jeg har brugt en pris på 2kr/km).
Indregner du også den tid det tager at komme til og fra lufthavnen? Bruger du for eksempel 2 timer mere hver vej på at køre til Hamburg frem for Billund, er det 4 timer ekstra i transport – og så bruger du endda nok lidt mere, da risikoen for forsinkelser også bliver større, når du skal længere, og du derved bliver nødt til at have en buffer.
Parkeringsomkostninger
Der er mange muligheder for at parkere, og den ene er dyrere end den anden. Vil du parkere lige ved lufthavnen betaler du ofte 2-3 mere end for den billigste plads, så her gælder det om at lave lidt hjemmearbejde og så køre i god nok tid.
Priserne for at parkere varierer fra helt gratis ved Aalborg lufthavn til ca. 300kr/weekend ved Kastrup og Hamburg, mens Billund ligger på ca. 250kr/weekend for de billigste pladser. Vil du holde lige ved indgangen eller er du bare sent på den, så betaler du op til 700-900kr/weekend for de dyreste pladser, igen billigst i Billund, hvorefter Hamburg og København følger efter.
Ekstra gebyrer
En anden faktor der går sig gældende er hvilket selskab du flyver med. På trods af lavprisselskabernes åbenlyse fordel – den lave pris – skal du alligevel måske ikke vælge det billigste selskab.
Husk at medregne de ”normale” ekstraomkostninger som for eksempel bagage, hvor du betaler mellem 70kr og 300kr per kuffert du skal have checket in, hvis du rejser med fx Ryanair eller Easyjet, mens det er gratis ved andre selskaber som SAS (dog ikke deres ”go light” koncept).
Derudover skal du være opmærksom på, at mange lavprisselskaber tager kreditkort gebyrer på 1-2% (Norwegian 1,99%. Ryanir 2%, Easyjet 1%), en dårlig vekselkurs mellem fx GBP og DKK, check in gebyrer (hvis du ikke checker in online), gebyrer for ændring af billetter og så videre.
Der er også gebyrer på 150 hvis du rejser med et spædbarn ved fx Ryanair og ekstra 80-160kr hvis du skal have en klapvogn med. Det skal ikke blive en reklame for SAS, men hos SAS er det gratis at have et barn med under 2år og du kan også få din klapvogn med gratis også. Du skal altså huske at medregne ekstraomkostningerne, når du vælger mellem flyselskaberne.
Tid ved check in, security og fårehyrdetaktikken
En anden omkostning du betaler, når du vælger et lavprisselskab er de dårligere forhold i lufthavnen, både hvad angår check in og security.
For eksempel er terminal 2 ved Malpensa i Milano nærmest en ”Easyjet” terminal. Det betyder lange – nogle gange meget lange – køer ved security, da der er sparet nogle sikkerhedsfolk væk i forhold til Terminal 1.
Du kan også blive udsat for hvad jeg kalder fårehyrdetaktikken. Kender du ikke denne taktik fra flyselskaberne, som jeg især har oplevet ved Easy er her en kort forklaring:
- Du får at vide, at det er tid til at boarde dit fly
- Du stiller dig velvilligt op i køen (som er meget lang, da alle jo stiller sig i kø)
- Du kommer (endeligt) igennem boarding, hvorefter du går ud af døren eller ned af trappen, for blot at finde endnu et rum, hvor alle der skal på flyet nu står stuvet samme og venter på, at der bliver åbnet ind til flyet.
- Når alle passagerer er blevet pakket ind i rummet åbnes dørene til flyet, hvorefter alle maser sig ind i flyet.
Taktikken er effektiv, men jeg ville langt hellere vente den ekstra halve time på en bænk i afgangshallen med en kop kaffe…
Igen er det ikke en direkte omkostning, men der er ikke noget, som bidrager positivt til hverken starten eller slutningen af din ferie.
Ekstra tilkøb
Endeligt skal du som køber af flybilletter nærmest løse et kompliceret gåde for at undgå at tilkøbe ekstra services ved nogle selskaber. Du bliver selvfølgelig tilbudt at reservere en bestemt plads i flyet eller tilkøbe ekstra benplads. Du bliver sikkert også tilbudt diverse afbudsforsikringer og ”fast pass’es”, så du kan springe over køen ved check in og security (som oftest er meget lang, da der er sparet på personale). Der kommer også forslag til diverse hoteller, billeje, transport til og fra lufthavnen og meget mere.
Hold tungen lige i munden og klik dig langsomt, men sikkert, uden om alle forsøgene på tillægsprodukter, også selvom nogle af dem virker obligatoriske – du kan undvære dem alle.
Guide til hvordan du finder den flybillet der faktisk er billigst for dig
Skal du, efter ovenstående syv grunde, prøve at regne på, hvilken flybillet der faktisk er billigst, foreslår jeg følgende trin. Det tager et par minutter første gang, men derefter vil du være i stand til at vælge de flybilletter, der er billigst for dig fremover:
- Beregn omkostningerne ved transport til de mulige afrejselufthavne samt den tid du skal bruge
- Find de mulige ankomstlufthavne. Jeg går selv ind på maps.google.com og søger på fx ”lufthavn paris”, hvorefter jeg finder både CDG, Orly og Le Bourget) og se kort på, hvordan de ligger, både i forhold til centrum og hvor du planlægger at bo. Du kan også se på transporten til/fra lufthavnen til centrum.
- Se på omkostningerne på de flybilletter du finder fra afrejselufthavnene inkl. alle gebyrer til fx bagage, kortbetaling osv. Jeg gør selv følgende, når jeg skal finde priserne fra flere lufthavne (jeg bruger selv Momondo.dk, som jeg mener giver de bedste resultater).
- Gå ind på Momondo og søg på flybilletter mellem den første mulige afrejselufthavn, samt din destination på den dato du ønsker at rejse (husk at vælge ”alle lufthavne”, når du fx søger på Rom og ikke kun Fiumincio)
- Åbne en ny fane (hold ctrl tasten nede og tryk t) og gør det samme for næste afrejselufthavn
- Fortsæt indtil du har priserne fra alle afrejselufthavne
- Se på tiderne på de enkelte flybilletter og find frem til, hvilke billetter der tidsmæssigt passer dig bedst og hvor meget du evt. ”betaler i tid” for de forskellige billetter.
- Læg transportomkostningerne for at komme fra ankomstlufthavnen til centrum
- Endeligt, hvis ovenstående giver muligheder der ligger tæt på hinanden prismæssigt, indregner jeg personligt en ”behagelighedsfaktor”. Det betyder fx, at står valget mellem en tur med Easyjets fårehyrdeteknikker i Malpensa og en rejse med KLM fra Linate når jeg skal hjem fra Milano vælger jeg det sidste
Ovenstående kan virke en smule overvældende, men det tager ikke så lang tid, når man først har gjort det et par gange – og du vil blive overrasket over, hvor meget du nogle gange reelt betaler for din ”billigste flybillet”. Nedenfor er et eksempel på, hvordan det kunne gøres:
Eksempel: Du bor i Kolding og skal en tur til Barcelona
Jeg regner med, at du har en bil og at du er villig til at køre til både København, Aalborg, Billund og Hamburg (alle lufthavne har direkte afgange til Barcelona undtaget Aalborg). Priserne for parkering og transport ser således ud (med en pris på 2kr/km):
Afrejselufthavne
- Aalborg: Parkering gratis, transport: 218km. Samlet: 0kr + 218km*2kr/km = 436kr
- Billund: Parkering 250kr, transport 47km: Samlet: 250kr + 47km*2kr/km = 343kr
- Hamburg: Parkering ca. 300kr, transport:240km. Samlet: 300kr + 240km*2kr/km = 780kr
- København: Parkering ca. 300kr, Storebælt 480kr t/r, transport 232km. Samlet: 300kr + 232km*2kr/km + 480kr = 1244kr
Tiden for transporten er følgende (jeg lægger 30min buffer på transporten til alle lufthavnene undtaget Billund, som får 10min):
- Aalborg: 2t 2min + 30min buffer pga. trafik, samlet ca. 2t 30min
- København: 2t og 10min + 30min buffer, samlet ca. 2t 40min
- Billund 41min + 10min buffer, samlet ca. 50min
- Hamburg: 2t 29min + 30min buffer, samlet ca. 3t 0min
Ankomstlufthavne
De mulige ankomst lufthavne er ”Barcelona lufthavn” og Girona, som fx Ryanair flyver til. Hvis vi starter med Girona tager det ca. 1t 10min i bus at komme fra Girona lufthavn til Barcelona centrum og koster knap 200kr t/r. Andre muligheder er taxi til Barcelona (ca. 900kr) eller en taxi til Girona centrum og et tog derfra (150kr for taxi + ca. 80kr for en togbillet). Barcelona lufthavn ligger derimod kun ca. 15km fra centrum. Med tog tager turen ca. 30min og billetten koster ca. 1EUR
Flybilletter – eksempel
Jeg har søgt på billetter fra torsdag til søndag i august på Momondo, hvor jeg har lavet fire søgninger fra de fire forskellige afrejselufthavne og “Barcelona lufthavn”. Priserne er som følger
- Ålborg: 3360kr. Rejsen er ikke direkte og den eneste der tager under 8 timer. Udrejse 7:25 torsdag, hjemrejse 13:20 søndag
- København: 842kr. Rejsen er direkte med Norwegian. Udrejse kl. 20:35, rejsehjem kl. 8:00. Alternativ med senere hjemrejse, også med Norwegian: Udrejse 20:35, hjemrejse kl. 16:50, pris 1070kr
- Billund: 1166kr. Rejsen er direkte med Norwegian på udrejse / Primera Air Scandinavien på hjemrejse. Udrejse kl. 19:25, hjemrejse kl. 11:20.
- Hamburg: 642kr. Rejsen er direkte til Ryanair. Udrejse kl. 10:00, hjemrejse kl. 8:00.
Som det tydeligt ses er Ålborg en meget dårlig lufthavn for netop en rejse til Barcelona. Hvis vi kigger på de andre tre lufthavne ligger Hamburg med en pris ca. 500kr billigere end Billund og 200kr billigere end København.
Afgangene er forskellige og hvordan tiderne passer er op til de planer man har. Har du ikke fri på dagen, hvor du skal afsted er Billunds afrejse 19:25 eller Københavns 20:35 at foretrække. Fra København kommer du dog først frem 23:30, mens du er fremme ca. 22:30 når du rejser fra Billund. Alternativt kunne du spare en hotelovernatning og rejse fra Hamburg kl. 10 næste dag, hvor du dog så mister morgenen.
Hjemrejsen ligger allerede kl. 8 for både København og Hamburg, hvilket vil sige, at du skal op meget tidligt for at nå flyet. Der er Billunds 11:20 lidt mere behageligt. Her bliver du nødt til at vælge, men billigst er ikke umiddelbart bedst. Et kig på priserne fra København viser, at hvis du betaler 1.070kr kan du rejse hjem kl. 16:50 i stedet, hvilket giver dig en god nats søvn og en halv ekstra dag i Barcelona – der er 200kr i min bog givet godt ud.
Alle rejserne går til Barcelona Lufthavn. Der er på de datoer jeg søgte ikke nogen gode afgange til Girona, hvorfor prisen for transport til/fra lufthavnen er ens for alle alternativer.
Rejsen foregår enten med Norwegian eller Ryanair. Umiddelbart tager begge selskaber nogenlunde de samme gebyrer, så her er der igen ikke den store forskel.
Sammenligning – er billigst så virkelig billigst?
Til sidst kan vi lave sammenligning af de forskellige muligheder. Jeg regner priser for en og to personer, hvor jeg antager at priserne for transport er de samme, mens flybilletterne i sagens natur koster dobbelt:
København: Én person: 1244kr for transport + 842kr for flybilletter = 2086kr eller for to personer (1244kr for transport + 842kr*2 for flybilletter)/2 = 1464kr per person. Alternativt med den ”bedre” afgang: For en person: 1244kr for transport + 1070kr for flybilletter = 2314kr eller for to personer (1244kr for transport + 1070kr*2 for flybilletter)/2 = 1692kr (her får du 8 ekstra timer i Barcelona). Transporttiden for rejsen fra København er 5t 20min.
Billund: For en person: 343kr for transport + 1160kr for flybilletten = 1503kr eller for to personer: (343kr for transport + 1160kr*2 for flybilletten)/2 = 1232kr per person. Transporttiden er 1t 40min til/fra afrejselufthavnen
Hamburg: For en person: 780kr for transport + 642kr for flybilletten = 1422kr eller for to personer (780kr for transport + 642kr*2 for flybilletten)/2 = 1032kr per person (du mister en formiddag, ca. 8 timer, men sparer hotelovernatningen. Alternativt skal du bruge en ekstra fridag og så få en eftermiddag mere end de to andre alternativer). Transporttiden er ca. 6t til/fra Hamburg lufthavn..
Samlet synes jeg den ”dyre” billet fra Billund står som vinder. Du skal måske bruge små 200kr mere per person (100kr mere hvis du rejser alene) end Hamburg, når du medregner transport, men modsat sparer du mere end 4t transport. Derudover er det en aftenafgang uden at være for sen, samt du kan nå at få din morgenmad inden du skal hjem. Som joker er Hamburg billigst, men du bruger meget af formiddagen på at rejse, så medmindre du har masser af ferie tilovers ville jeg bruge den feriedag på noget andet. Bor du på Sjælland er rejsen fra København svær at komme udenom, og her ville jeg igen vælge den “dyrere” flybillet til 1070kr, hvor du får 8t ekstra i Barcelona.
Jeg håber du har fået lidt input til, hvad du skal huske at medregne næste gang du flyver på storbyferie og at du ikke (altid) vælger den billigste billet – den er måske dyrt købt!