Det kan være svært at finde ud af, hvor man skal bo i Stockholm. Byen ligger deltvist på Sveriges fastland og delvist på øer lige ud for kysten i Mälarenfloden. Derfor er byens centrum også fordelt over forskellige øer og fastlandet. Men hvor er det mest centrale område? Hvor er seværdighederne placeret? Og hvor er de bedste hoteller?
Jeg har forsøgt at svare på netop de spørgsmål i denne guide, samt at give gode råd til din storbyferie i Stockholm. Jeg kommer med forslag til de bedste områder at bo i, samt hvilke hoteller jeg anbefaler. Du kan for eksempel læse mere om det mest hypede hotel i Stockholm, og hvilket kvarter der passer bedst til dig, der vil bo centralt og tæt på alle seværdighederne.
Byen har mange muligheder og Stockholms bydele kan alle noget forskelligt. Dit valg af, hvor du skal bo afhænger af, hvem du er, hvad du vil se og hvordan du helst vil holde ferie.
Du får først en introduktion til Stockholm og de forskellige kvarterer, men du kan allerede nu scrolle ned til ’Forslag 1’ og læse derfra, hvis du vil hoppe direkte til mine forslag til, hvor man skal bo.
Intro til Stockholm
Ikke mere end én time og ti minutter med fly, syv timer i bil eller fem og en halv time med tog fra København ligger skønne Stockholm. Her finder du mange historiske seværdigheder, hyggelige gader, dejlige flodudsigter, natur tæt på byen, gode museer, restauranter og caféer.
På din storbyferie til Stockholm er der adskillelige seværdigheder at se nærmere på.
Først og fremmest er der det kongelige slot, ’Kungliga Slottet’ i Gamla Stan, Stockholm Rådhus på Kungsholmen, middelalderkirken Riddarholmskyrkan og Storkyrkan, som ifølge historien er bygget af byens grundlægger Jarl Birger.
Dernæst har byen en masse interessante museer; skibsmuséet Vasa, Fotografiska med moderne fotografi, det historiske ’Nordiska Museum’, Nobelmuseet, ’ABBA The Museum’, Nationalmuseum, og Skansen, der er et levende frilandsmuseum med zoologisk have. Vælg de seværdigheder, som du synes er mest spændende og så er det helt sikkert, at du ikke kommer til at kede dig.
Men lad os nu kigge lidt nærmere på selve byen. Storbyen Stockholm ligger skønt placeret midt i øhavet, der er dannet ved Mälaren-flodens udløb til Østersøen. Byen er spredt over flere forskellige øer, men ligger dog hovedsageligt på fastlandet. Grundet denne unikke placering, har Stockholm fået et ekstra navn, nemlig Nordens Venedig.
Byens historie strækker sig tilbage til starten af det 13. århundrede, hvor byen blev grundlagt af Earl Birger Magnusson, også kaldet Birger Jarl. Omkring 400 år senere, i 1634, fik Stockholm status som Sveriges hovedstad og har været det lige siden.
I dag opdeles byen i fem overordnede dele:
- Innerstaden
- Syd
- Nordvest
- Nordøst
- Øhavet
Innerstaden er den mest relevante for turister, mens de andre områder er forstæder med beboelse.
De mest centrale bydele
Stockholms centrum og mest centrale bydele ligger i Innerstaden. Dette omfatter bydelene: Gamla Stan, Norrmalm, Södermalm, Östermalm, Vasastaden, Kungsholmen og Djurgården.
Stockholm har både et historisk og et moderne centrum. Oprindeligt lå centrum omkring det kongelige slot i Gamla Stan, men efter Stockholms Centralstation blev bygget i 1871, betragter man Norrmalm som den mest centrale bydel med Sergels Torg som centrum. Norrmalm er et forretningsområde fyldt med shopping centre, alle de store butikskæder, hoteller, restauranter osv. I det historiske centrum, Gamla Stan, finder du dog størstedelen af byens seværdigheder.
Gamla Stan ligger på en ø, lige syd for Norrmalm. Her er bydelen placeret lige mellem byens nordlige kvarterer og det sydlige Södermalm. Gamla Stan er en populær turistattraktion på grund af sine farverige huse og hyggelige små brostensbelagte gader. Her ligger også flere dejlige hoteller, som du kan læse mere om under ’Forslag 1’.
Syd for Gamla Stan finder du byens trendy kvarter, Södermalm. Södermalm er stedet, hvor mange unge er glade for at holde til. Området har en mere afslappet atmosfære end f.eks. byens centrum. Her kan nemt bruges mange timer på bydelens hyggelige caféer, hippe barer, restauranter og små unikke butikker. Det er et dejligt sted at overnatte i Stockholm og du kan se forslag til hoteller i området under ’Forslag 3’.
I den modsatte ende af byen er den sidste af Malm-bydelene placeret. Nordøst for Gamla Stan ligger nemlig Östermalm. Östermalm har en dejlig central placering op ad det nuværende centrum i Norrmalm. Bydelen er kendt for at være et roligt og lidt rigere kvarter for den øvre middelklasse i Stockholm. Når du befinder dig i Östermalm, er det oplagt at gå en tur i Humlegården-park, tage et smut forbi den lokale markedshal ’Östermalm Saluhall’ eller besøge ’Historiska museet’.
Fra Östermalm er det let at komme til Djurgården, som ligger lige syd for. På Djurgården kan du i øens store parkområde mærke svensk natur midt i byen. Her slipper man lidt væk fra storbyen og kan bruge tiden på nogle lidt anderledes seværdigheder. På øen ligger nemlig skibsmuseet Vasa, ABBA-museet, forlystelsesparken Gröna Lund og ikke mindst Skansen, som er verdens ældste friluftsmuseum, hvor hele familien kan blive meget klogere på Sveriges historie.
I den vestlige del af Stockholms centrum ligger Kungholmen og Vasastaden, som begge primært er beboelse. I disse områder kan du fornemme, hvordan de lokale Stockholmere indretter sig. På Kungsholmen ligger byens rådhus, hvor der er en flot udsigt fra toppen af tårnet. Du kan følge kysten og gå hele vejen rundt om øen, hvis du trænger til en frisk gåtur. I Vasastaden må du gå en tur ned af Odensgatan, til Odenplan og forbi Gustav Vasa kyrkan og Stockholms offentlige bibliotek.
Stockholms bydele er alle skønne, men de kan også noget forskelligt. Nedenfor giver jeg dig tre forslag til, hvor jeg synes, det er allerbedst at bo i Stockholm.
Forslag 1: Bo tæt på seværdighederne i Gamla Stan
Gamla Stan er Stockholms charmende bymidte. Her kan du bo mellem mange af byens vigtigste seværdigheder, samt tæt på et stort udvalg af gode restauranter og hoteller. Der er en dejlig, næsten middelalderlig, stemning på Gamla Stan. Her er gaderne små, snoede og brostensbelagte. Det føles lidt som en labyrint, når man lader sig fare vild og går på opdagelse i de mange små specialbutikker.
Gå en tur gennem Österlånggatan, som ender ved det kongelige slot og gå gennem Store Nygatan og på vildspor i dens sidegader, som er nogle af bydelens smalleste. Den smalleste finder du dog i den sydlige ende af den bydelens gågade Västerlånggaten. Denne gade er 90 cm bred på sit smalleste sted og hedder Mårten Trotzig Gränd. Går du bagefter tilbage til Västerlånggatan kan du spise og drikke som en ægte viking på Aifur Krog & Bar. Her er altid højt humør.
Udover alle de smukke gader, skal du selvfølgelig også besøge Stortorget, kendt for sine flotte husfacader på Stortorget nr. 14-22. Her kan du sidde på bænken ved fontænen og nyde bygningerne eller drikke en kop kaffe på Kaffekoppen.
Når du befinder dig i Gamla Stan, må du heller ikke gå glip af det kongelige slot ’Kungliga Slottet’, Storkyrkan, Riddarhuset og Riddarholmskirken, som ligger på Riddarholmen. Riddarholmen er en ø, som hører med til bydelen Gamla Stan.
Vælger du at bo i Gamla Stan, bor du altså lige ved størstedelen af Stockholms historiske seværdigheder. Derover har du fra Gamla Stan let adgang til både byens sydlige og nordlige bydele med metro eller bus, samt mange færgeforbindelser til de omkringliggende øer. Gamla Stan er det rigtige valg for dig, som gerne vil bo centralt, have et stort udvalg af spisemuligheder og virkelig mærke stemningen i hjertet af Stockholm. Nedenfor finder du mine hotelforslag i Gamla Stan. Du kan også se en oversigt over næsten alle hoteller i Gamla Stan her på Hotels.com.
Hotelforslag 1: MÄLARENDROTTNINGEN HOTEL
Mit første hotelforslag i Gamla Stan er et af de mere atypiske af slagsen. Hotellet hedder Mälarendrottningen Hotel og er placeret på et skib, som ligger ved Riddarholmskajen. På trods af at hotellet ligger på Riddarholmen og ikke midt i Gamla Stan, er der ikke særlig langt til seværdighederne.
Du kan gå til Kungliga Slottet på 10 min og følger du kysten ind mod Gamla Stan, er der kun 500 meter til Gamla Stan metrostation, hvorfra der er forbindelser til resten af byens bydele. Derudover bor du med udsigt til Stockholm Rådhus og kun få hundrede meter til Riddarholmskyrkan og Riddarhuset.
Skibet Mälardrottningen er indrettet til et hotel med 61 værelser. På trods af den begrænsede plads på skibet har alle værelser eget toilet og bad. Værelserne er fine og enkle i indretningen, dog lidt småt i størrelserne, men det skal tages som en del af oplevelsen af at bo på et skib. Udover værelserne har hotellet en dejlig restaurant og der er inkluderet en lækker morgenmadsbuffet i værelsesprisen.
Mälardrottningen Hotel er en anderledes og skøn måde at bo på. Hotellet har en fin placering og sørger for, at du husker at nyde udsigten over Mälaren. Du kan booke en af de hyggelige kahytter her på Hotels.com.
Hotelforslag 2: VICTORY HOTEL
Victory Hotel er et mere traditionelt hotel end Mälarendrottningen, hvor du har helt fast grund under fødderne. Victory Hotel ligger i den vestlige del af Gamla Stan på Lilla Nygatan. Herfra er der under en kilometer til alle Gamla Stans seværdigheder. På gaden Lilla Nygatan ligger Postmuséet og for enden af gaden er der udsigt ud over Ridderholmen, hvor Riddarholmskyrkan er det første man får øje på.
Victory Hotel er et skønt 4-stjernet hotel, som har både sjæl og charme. Hotellet blev bygget i 1641 og ejerne har formået at holde fast i den gamle stil. Værelserne og opholdsrummene er indrettede i traditionel svensk stil, som er med til at give stedet en masse charme.
Der kan tilkøbes en lækker morgenmad og hotellet har tilknyttet intet mindre end tre restauranter. Derudover vil du på Victory Hotel møde et venligt personale, som hver eftermiddag tilbyder et lille glas portvin på værelset. Endnu en bonus!
Hotellet er et rigtigt godt valg pga. sin centrale placering og det garanterede gode ophold i charmerende omgivelser. Du kan bestille et af de fine værelser her på Hotels.com.
Forslag 2: Bo i Stockholms levende centrum, Norrmalm
Norrmalm er mit andet bud på, hvor du skal bo i Stockholm. Norrmalm er Stockholms moderne centrum, hvor alle trafikforbindelser mødes omkring Centralstationen. Det er her du finder alle de store butikskæder og shopping centre. Denne bydel er det mest kommercielle område af Stockholm og derfor har Norrmalm også et at byens største udvalg af hoteller.
På shoppingturen kan man hurtigt bruge meget tid i Drottningsgatan, Hamngatan, Biblioteksgatan og Birger Jarlsgatan. I disse gader finder du alt fra H&M og Zara til Gucci, Prada og Louis Vuitton. Men du skal ikke kun på gå opdagelse i gaderne, der er også mange gode shopping centre i området, heriblandt Ählens City, Gallerian, MOOD og Nordiska Kompaniet.
I Normalm ligger Stockholms Operahus, Sveriges Nationalmuseum, Kulturhuset Stadsteatern, St. Jacobs Kirke og parken Kungsträdgården. Du kan også hoppe på den utraditionelle sightseeingbus Oceanbus, som tager dig rundt i Stockholms centrum, både på land og i vand.
Norrmalm ikke nær så charmerende eller hyggelig, som f.eks. Gamla Stan eller Södermalm og man bor ikke lige midt i Gamla Stans mange seværdigheder. Til gengæld får du et større udvalg af hoteller at vælge i mellem, og du kommer til at bo meget tæt på centralstationen, som har forbindelse til hele byen, samt tog direkte til lufthavnen et stykke udenfor byen.
Norrmalm er samtidig placeret, så det er let både at komme til Gamla Stan og Södermalm med metro, samt de andre bydele, Östermalm, Vasastaden, Kungsholmen og Djurgården. Vælger du at bo i Norrmalm, får du altså en central placering, mange hotel- og shoppingmuligheder, samt direkte forbindelse til lufthavnen.
Norrmalm har som nævnt et stort udvalg af hoteller og her kan du finde et, der passer lige til dig. Der er forskellige prisklasser, alt fra 500 kr. pr. nat til et par tusinde, og der noget for alle i Norrmalm. Nedenfor får du mine tre forslag til hoteller i området, men som sagt, der er rigtig mange af vælge mellem og du kan se næsten alle hoteller i Norrmalm her på Hotels.com.
Hotelforslag 1: Radisson Blu Waterfront Hotel
Første forslag i Norrmalm er Radisson Blu Waterfront Hotel. Hotellet ligger i Stockholms centrum, lige bag Centralstationen og 500 meter fra Segels Torg og bymidten. Her bor du tæt på Stockholm Rådhus på Kungsholmen og kun et metrostop eller en lille gåtur fra Gamla Stan.
På Radisson Blu Waterfront Hotel går du ikke ned på komforten. På værelserne finder du nemlig dejlige senge og rummene har en god størrelse. Generelt er de lyse, rene og minimalistiske.
Hotellet er det oplagte valg til dig, som har begrænset tid i byen. Du kommer nemlig til at bo lige ved Centralstationen, hvorfra der går tog direkte til Stockholm-Arlanda Airport. På den måde kan du nyde byen lige fra du ankommer. Samtidigt får du også en rigtig god hoteloplevelse med mange gode faciliteter, skønt personale og morgenmad. Find Radisson Blu Waterfront Hotel på Hotels.com.
Hotelforslag 2: Scandic Upplandsgatan
Scandics Upplandsgatan er mit andet bud på et hotel i Norrmalm. Hotellet ligger lidt nord for Sergels Torg og parallelt med Drottninggatan, som er en af byens mest populære shoppinggader. Du har altså en perfekt placering til shopping, men er også tæt på de vigtige seværdigheder.
Der er flere gode grunde til, at jeg godt kan lide Scandic Upplandsgatan. For det første bliver du mødt af et imødekommende personale, som kan hjælpe med alle de ting du har brug for. For det andet bliver du indlogeret på et fint værelse og der er inkluderet en dejlig morgenmadsbuffet i værelsesprisen.
Scandics Upplandsgatan er et rigtig fint 3,5 stjernet hotel til prisen, som du kan booke her på Hotels.com.
Hotelforslag 3: Comfort Hotel Xpress Stockholm Central
Det sidste forslag i Norrmalm er Comfort Hotel Xpress Stockholm Central. Hotellet er 3-stjernet og ligger lige ved Centralstationen ligesom Radisson Blu Waterfront Hotel. Her er man tæt på Sergels Torg, St. Clara Kyrkan, Stockholm Operahus og flere af byens populære shoppingcentre.
Hotellet er i en lavere prisklasse end de to andre og derfor skal man forvente sig lidt andet af hotellet. Ved at vælge dette hotel, får du en god beliggenhed og service. Værelserne er fine og rene, men nogle af dem er dog lidt små, men de har, hvad man skal bruge.
Så vil du gerne spare lidt penge til shoppingturen og restaurantbesøgene, men stadig have en rigtig god beliggenhed i Norrmalm, så kan du bo på Comfort Hotel Xpress Stockholm Central. Du kan læse mere om Comfort Hotel Xpress her på Hotels.com.
Forslag 3: Mærk Stockholms liv og sjæl i Södermalm
Mit tredje forslag til, hvor du skal bo i Stockholm er, at bevæge dig en smule ud af centrum og mærke lidt mere af de unge Stockholmeres livsstil. Syd for centrum finder du Södermalm, som er Stockholms kreative og hippe bydel.
I Södermalm vil du opleve en mere afslappet atmosfære end i selve centrum. Der er færre seværdigheder, men til gengæld vil de fleste kunne bruge mange timer på kvarterets genbrugsbutikker, kunstgallerier, vintage og design shops, samt gode caféer, restauranter og barer til mere overkommelige priser end i centrum.
Alle disse shops og spisesteder findes primært i området omkring Folkungagatan og i gaderne syd for denne. Dette område kaldes SOFO – South of Folkungagatan – inspireret af New Yorker bydelen af næsten samme navn og sjæl.
I SOFO kan du, som sagt, bruge meget tid på blot at nyde de levende gader med farverige facader. Men du må ikke snyde dig selv for udsigten udover Mälaren, som findes stort set hele vejen rundt om øen. Et godt sted til dette er fra Fjällgatan, som er en lille hyggelig gade langs kysten. På denne ligger også det meget populære Fotografiska, som udstiller moderne fotografikunst fra hele verdenen.
I den nordlige del af Södermalm ligger Mariatorget, som er en plads og bypark. Her kan de nyde din to-go kaffe og kigge på parkens springvand med bronzestatuer af bl.a. den nordiske gud Thor.
Hvis du vil overnatte i Södermalm, skal du være opmærksom på, at bydelen er forholdsvist stor og det er ikke alle dele, som er lige interessante. De ydre dele af Södermalm er primært beboelse og her er ikke så spændende for turister.
Hold dig til hoteller omkring Mariatorget og Slussen eller området omkring Folkungagatan. Her finder du mest liv. Nedenfor kommer jeg med tre konkrete bud på hoteller i Södermalm, som bestemt er værd at overveje. Du kan også hoppe direkte til en oversigt over næsten alle hoteller i Södermalm her på Hotels.com.
Hotelforslag 1: HOTEL RIVAL
Første hotelforslag i Södermalm er selvfølgelig det eftertragtede Hotel Rival. Bliver der spurgt; ”Kan du anbefale et godt hotel i Stockholm?”, så er svaret næsten altid; ”Hotel Rival!”. Dette hotel har alt, hvad der skal til for den ultimative oplevelse.
Hotellet ligger lige ved Mariatorget i bydelens nordlige ende. Herfra kommer man let til Gamla Stan og resten af byen med metroen fra stationen ’Maria Torget’. Det tager omkring 15 min til Gamla Stan-metrostation eller du kan tage bus 57, som går hvert 20. minut og tilsvarende tager et kvarter. Har du friske ben, så ligger Hotel Rival ikke mere end 1,4 km fra Kungliga Slottet og placeringen er derfor så central, at du stadig kan gå til alle seværdighederne i Gamla Stan.
Hotel Rival er ejet af ABBA-musikeren Benny Anderson, som har formået at skabe et festligt og farverigt hotel. Om aftenen er der summende liv i baren og stemningen er altid i top. Personalet er imødekommende og formår hurtigt at få dig til slappe af og at føle dig hjemme.
På værelserne er der også mange friske og festlige farver. Du har muligheden for at bestille et værelse med balkon, hvilket er rigtig lækkert. Derudover er der inkluderet en virkelig god morgenmad i prisen.
Hotel Rival er et sted, som mange vender tilbage til, anden, tredje og fjerde gang. Hotel Rival skuffer ikke! Grundet hotellets høje popularitet, skal du være ude i god tid, for at du kan få det værelse, du gerne vil og til den bedste pris. Du kan booke Hotel Rival her på Hotels.com.
Hotelforslag 2: CLARION HOTEL STOCKHOLM
Clarion Hotel Stockholm er et stort 4-stjernet hotel i den sydlige del af Södermalm. Placeringen lige vest for SOFO er ikke dårlig. Du bor tæt på alle de unikke butikker og skønne caféer, samt har rig mulighed for at tage rundt i byen. Metrostationen Skanstull ligger 50 meter fra hoteldøren og med denne kan du nemt komme til Gamla Stan og Norrmalm. Du kan også benytte dig af busserne, hvor bus 3 kører hvert 8. minut mod centrum.
Hotellet har over 500 værelser, 2 barer, restaurant, spa, fitness, legeplads og meget mere. Værelserne er lyse og behagelige i minimalistisk stil. Personalet sørger for topservice og ved den inkluderede morgenmadsbuffet er der noget for alles smag. Clarion Hotel Stockholm har alt det, der skal til et godt hotelophold. Du kan bestille et værelse på Hotels.com her.
Hotelforslag 3: RYGERFJORD HOTEL & HOSTEL
Rygerfjord Hotel & Hostel er mit billigste forslag i Södermalm. Her kan du ligesom på Mälarendrottningen Hotel få lov til at overnatte på et skib. Skibet Rygerfjord ligger langs vejen ’Söder Mälarstrand’ i den nordlige ende af Södermalm med kort afstand til Gamla Stan. Du kan gå rundt til alle seværdighederne i Gamla Stan og Södermalm.
På skibet er der selvfølgelig lidt trangt med pladsen på værelserne og på de billigste deler man badeværelse. Det glemmer man dog hurtigt, når man bliver grebet af den hyggelige maritime stemning og oplevelsen ved at bo i små kahytter. Fra skibets dæk er der en god udsigt over fjorden, hvor du kan nyde solnedgangen over Stockholm.
Rygerfjord Hotel & Hostel er en skøn oplevelse, hvor der ikke er overflødig luksus, men til gengæld en rigtig god stemning for omkring 500 kr. pr. værelse pr. nat. Find Rygerfjord Hotel & Hostel her på Hotels.com.
Jeg håber min lille guide til, hvor man skal bo i Stockholm har hjulpet dig en smule. Du er altid velkommen til at kontakte mig via Facebook, på e-mail eller skrive en kommentar nedenfor, hvis du har spørgsmål til Stockholm, eller hvis du skulle ligge inde med gode tips til storbyferie i Stockholm.