Når du befinder dig i Lissabon, kan du tage en smuttur til bydelen Parque das Nações og opleve Europas største indendørs akvarium, Oceanário de Lisboa. Du kan møde hajer, pingviner, koraller, bræksprutter, gopler og alverdens forskellige slags fisk. Den største tank rummer 5 millioner liter havvand, hvori mange af dyrene lever. Det totale antal arter i akvariet er 450 og disse er fordelt på omkring 16.000 forskellige individer.
Akvariet er en af Lissabons allermest besøgte seværdigheder på grund af sin imponerende størrelse ,og derudover er akvariet både spændende for voksne, men især også børn vil synes, at det er en sjov og interessant aktivitet. Du kommer et stykke væk fra byens centrum og får lov til at opleve noget helt andet end slotte og museer.
Oceanário de Lisboa er en oplagt aktivitet på en regnvejrsdag og trods den lidt høje billetpris, er det pengene værd. Oceanário de Lisboa kan bestemt anbefales, hvilket mange tilfredse besøgende også har gjort på rejsehjemmesiden tripadvisor.com, hvor denne seværdigheder scorer førstepladsen over seværdigheder i Lissabon.
For at alle gæster kan få mest muligt ud af besøget, er der en masse forskellige punkter, du kan betragte akvariet fra, og dette er med at sprede de besøgende, så du undgår følelsen af at være omringet med mennesker. Der er så mange ting og se på i akvariet, at du sikkert kan bruge lang tid her og måske endda have lyst til at vende tilbage.
Nations Park Gondola Lift
Nations Park Gondola Lift blev indviet til Lissabon EXPO’98. Installation er udstyret med 40 lukkede gondoler med plads til 8. Turen starter ved Oceanário de Lisboa og varer 8 til 12 minutter på en bane på 1230 meter, svævende over Tejo-floden i 30 meters højde, hvor man ser et betagende panorama af Nations Park. Man kan købe en kombineret billet, som gælder både entré til Oceanário de Lisboa og til Nations Park Gondola Lift.
Hvis du vil have inspiration til, hvad du ellers skal se på din ferie i Lissabon kan du læse mere om de bedste seværdigheder her. Du kan også downloade min 3-dages guide til Lissabon, som indeholder specifikke dagsprogrammer, med alt fra hvilke seværdigheder du skal se (hvor en tur til Oceanário de Lisboa selvfølgelig er inkluderet) og hvordan du kommer fra det ene sted til det andet med offentlig transport, så du bare kan slappe af og nyde din ferie.
Guiden kan du finde nederst på siden eller du kan få adgang til den her.
Akvariets historie
Arkitekten bag akvariet bygning hedder Peter Chermayeff og han kunne i 1998 være med til at åbne det færdige arbejde. Oceanário de Lisboa var i 1998 en del af ’Expo ’98’ i Lissabon, som var en verdensudstilling med fokus på havet fra maj til september.
I forbindelse med ’Expo ’98’ byggede man Oceanário de Lisboa og tanken var, at akvariet skulle være med til at forbinde storbyen med havet. Derudover skulle akvariet være med til at symbolisere både Lissabons fortid med opdagelserne af søruterne i det 15. århundrede og nu sætte fokus på havets fremtid med større viden og marinbevarelse.
Arkitektonisk sætter bygningen sejlskibs-associationer i gang, da den ligner et stort skib, som er på vej til at sejle ud og opleve hele verden.
I 2011 åbnede en ny bygning, som tilhører akvariet. Denne bygning tilføjer nye og spændende oplevelser til akvariet. Her lægges der endnu mere fokus på havene og deres vigtighed.
Oceanário de Lisboa har siden sin begyndelse ikke blot været et akvarium med ”udstilling” af dyr, men prioriterer også arbejde med bevarelse af havets dyreliv højt. Dette gør de blandt andet ved at være med til at lave undervisning, gøre de besøgende klogere på livet i havet og se det vidunderlige ved det, som vi skal forsøge at bevare. Oceanário de Lisboa har derudover, i samarbejde med National Geographic Channel, dannet fonden InAqua, som støtter innovative projekter til beskyttelse af truede arter og den marine biodiversitet.
Hvad skal man se?
I akvariet er der omkring 450 forskellige arter og der findes derfor havdyr i alle farver, former og størrelser, så der er nok at tage fat på. Når du besøger Oceanário de Lisboa, synes jeg, at du skal følge din nysgerrighed og bruge tiden ved de dyr, som du finder allermest interessante. Men der er dog et par stykker, som du ikke skal snyde dig selv for. Dette gælder klumpfisken og havodderne:
Klumpfisken hedder mola mola på latin og sunfish på engelsk. Denne klump kan du opleve i akvariet, som et af de eneste steder blandt verdens akvarier. Den specielle fisk er ikke det kønneste væsen, men er meget fascinerende med dens størrelse på op til 3 meter i længden og en vægt på 2 tons. Den kan ofte findes i havets overflade, hvor den ligger på siden og driver rundt, hvilket gør, at den er udsat i forhold til passerende fiskerbåde og deres net, hvor den ofte ender som såkaldt bifangst.
Det andet dyr, som du skal aflægge et visit, hvor du er i akvariet, er havodderen. Odderne er super søde og legesyge. Du får let lyst til at tage en af de søde pelsdyr med hjem efter at have iagttaget dem. Havodderen bruger lang tid på at rense sin pels, så den kan holde varmen. Den har en imponerende pels, som består af 155.000 hår pr. kvadratcentimeter. Dette gør den desværre attraktiv for pelsmagere, som tidligere har været tæt på at udrydde arten. I dag gøres der en stor indsats for at bevare havodderen især i USA og Canada.
Hvordan kommer man til Oceanário de Lisboa?
Oceanário de Lisboa ligger i bydelen Parque das Nações, som du kan komme til med både bus og metro.
Du kan tage bussen ved Praca do Comercio mod Oceanário do Lisboa. Du skal tage bus nr. 728, som stopper lige foran akvariet. Busturen tager mellem 20 og 30 minutter og kører flere gange i timen.
Hvis du tager metroen fra Baixa-Chiado i centrum, skal du tage med den grønne linje i retning mod Telheiras. Med denne kører du 6 stop og står af i Alameda og skifter til den røde linje mod Aeroporto. Igen efter 6 stop er du ved Oriente-station og her skal du stå af. Herfra er der under 1,5 km til akvariet og du finder det ved at gå til højre udenfor stationen til første rundkørsel. I denne skal du gå til venstre og derefter til højre af gaden Alameda dos Océanós. Forsæt af denne til første rundkørsel. Her skal du gå til venstre ind i parken og ned til Oceanário de Lisboa. Du kan se ruten på nedenstående kort:
Priser og åbningstider
Der er rig mulighed for at finde en dag at besøge Oceanário de Lisboa, da akvariet har åbent hver dag:
- I vinterperioden: kl. 10.00-20.00
- I sommerperioden: kl. 10.00-19.00Billetpriser akvariet
- Børnebillet (3-12 år): 15 euro
- Voksenbillet: 22 euro
- Seniorbillet (65+): 9 euro
- Børn under 3 år har gratis adgang.
Billetpriser akvariet og telekabinen
- Børnebillet (4-12 år): 19 euro
- Voksenbillet: 28 euro
- Seniorbillet (65+): 23,50 euro
- Børn under har gratis adgang.
Tip: Et godt tip, når du besøger Oceanário de Lisboa, er, at stedet tilbyder gratis WIFI-internet og herfra kan du på din mobil købe en billet, og på den måde komme uproblematisk gennem den til tider lange kø ved billetskranken. Husk det – det kan spare dig meget tid!