Ønsker du at vide mere om, hvor man skal bo i Oslo? Synes du, det kan virke uoverskueligt at finde det perfekte hotel? Jeg vil i denne guide give dig mine tre bud på de bedste bydele, samt mine favoritter blandt hotellerne. Valget af det perfekte område og hotel afhænger nemlig, af hvad du ønsker.
Leder du efter en base, hvorfra du som førstegangsbesøgende kan let kan finde de vigtigste seværdigheder? Leder du mere efter et hotel i et hipt og festligt kvarter? Eller leder du efter et hotel i et mere roligt område med lidt større afstand til centrum? Jeg kommer med forslag tre områder hvori jeg har fundet tre hoteller, som hver for sig opfylder disse ønsker.
Oslo er en forholdsvis kompakt storby. Byens centrum har en overskuelig størrelse, hvorfra du kan opleve de fleste af de vigtigste seværdigheder på gåben. Derudover er byens offentlige transportsystem velfungerende, hvilket gør det er let at komme rundt, hvis benene er trætte eller der er tale om lidt længere afstande.
For de fleste vil det være en fordel at bo et sted i byens centrum, men da der ikke er langt til de omkringliggende bydele, kan disse være en mulighed. Her kan du måske finde et hotel i et område, som du synes virker ekstra interessant. Du kan se en oversigt over næsten alle hoteller i Oslo, her på Hotels.com, eller du kan læse videre og se mine specifikke forslag, til hvor man skal bo i Oslo.
Oslo og dens bydele
Norges hovedstad, Oslo, ligger ud til Oslofjorden, som rummer over 40 øer. Byens centrum ligger ud mod fjorden og breder sig herfra mod øst. Oslo er omringet af flot natur, da den ligger mellem Oslofjorden på den ene side og Marka på den anden side, som er et stort kuperet skovområde nord og øst for byen. Du skal altså ikke bevæge dig langt uden for storbyen for at møde den norske natur, og udsigt over fjorden kan sågar nydes rigtig mange steder i selve centrum.
Byens centrum ligger omkring Karl Johans Gate, Det Kongelige Slott og Oslo Sentralstasjon (1). Byen er inddelt i 15 bydele, hvor de mest centrale, udover centrum, er Frogner, St. Hanshaugen, Grünerløkka og Gamle Olso. I centrum finder du spændende gader, adskillige seværdigheder, restauranter, caféer, klubber, barer og mange muligheder for shopping. Placeringen ud mod fjorden giver en flot udsigt og et dejligt havneområde omkring Aker Brygge (2) og Tvujholmen med ny spændende arkitektur.
Frogner og St. Hanshaugen ligger nord og vest for centrum, mens Grünerløkka og Gamle Olso ligger mere syd og øst for. Grünerløkka og dele af Gamle Olso (området Grønland) har tidligere været arbejderkvarterer, hvor fabrikker lå op langs Akerselva. Akerselva er en elv, der løber fra søen Maridalsvannet nord for Oslo og ned gennem Oslo og munder ud i Oslofjorden. I Gamle Oslo finder du Munch Museet (3), som huser det berømte maleri ’Skrik’ (dansk: Skriget) af Edvard Munch, samt en stor samling af andre Munch-værker.
Gamle Oslo er et område med meget beboelse og måske ikke det mest interessante, ud over selvfølgelig Munch Museet. Bevæger du dig alligevel forbi, kunne du vælge at besøge Kampen-området (4), som rummer hyggelige gader med træhuse i mange farver og strøget på Hagegate, som går fra Kampen til Tøyen. Den anden østlige bydel tættest på centrum er, som nævnt, Grünerløkka, hvilken ofte er omtalt som Oslos hippe og trendy bydel. Her finder du unikke, specielle butikker og flere parker og pladser/torve, som skaber massere af rum til det sociale liv.
De to vestlige bydele St. Hanshaugen og Frogner er nogle af de dyrere områder i byen. I St. Hanshaugen ligger Oslos universitet, universitetshospital og en af byens største parker, som bydelen også er opkaldt efter, nemlig St. Hanshaugen-parken. Frogner dækker over Majorstuen-distriktet, hvor Vigelands skulpturpark (5) og museum findes. Majorstuen er et godt sted, hvis du ønsker at shoppe, da der findes både de dyrere mærkevarebutikker og billigere kæder på Bogstadsveien/Hegdehaugveien (6), samt klubber og barer til nattelivet.
De centrale bydele er umiddelbart de mest interessante, hvis du skal finde et sted at bo i Oslo. Dog findes der også spændende seværdigheder, som ligger i den ydre del af byen. Dette gælder bl.a. i Bygdøy-distriktet, som er den del af Frogner bydelen, hvor Vikingeskipsmuseet ligger, som udstiller verdens bedst bevarede vikingeskibe eller i Holmenkollen, hvor du kan finde den berømte skihopbakke Holmenkollbakken, som er en de mest besøgte attraktioner i Norge.
Hvor skal man bo i Oslo?
I og med at byens centrum er forholdsvist kompakt er svaret, at hvis du besøger byen første gang og ønsker at se mest muligt, skal du vælge at bo nær centrum. Dette gælder både selve centrum og de nærmest liggende bydele. Jeg vil komme med tre forslag, som alle ligger tæt på centrum.
Har du et stort ønske om at besøge for eksempel Holmenkollbakken ca. 10 km fra centrum, kan dette sagtens lade sig gøre, da byens offentlige transport heldigvis fungerer rigtig godt. Næsten alle seværdigheder ligger i centrum og de omkringliggende bydele, og jeg vil derfor stadig anbefale, at du vælger at bo tæt på centrum.
Selvom centrum er at foretrække for de fleste, findes der også her mange muligheder, og der er forskel på områderne. Derfor vil jeg komme med tre forslag til steder, hvor du kan bo med noget for dem, der ønsker en meget central placering, dem, som leder efter nogle anderledes kulturelle indtryk eller dem, som gerne vil lidt på afstand af de mest befærdede gader i et lidt roligere kvarter.
Forslag 1: Bo midt i centrum
Mit første forslag er, at du vælger at placere dig sig lige midt i det hele, tæt på mange oplevelser. Centrum er omkring Karl Johans Gate, Det Kongelige Slott og Oslo Sentralstasjon. Dette er et godt sted at bo, hvis du er på et kort visit i Oslo, men alligevel ønsker at få en masse ud af din tur og få set de vigtigste seværdigheder.
Bor du midt i centrum er du tæt på hovedgaden Karls Johans Gate, hvor det kongelige Slot ligger forenden. Der er desuden massere af caféer, restauranter, shopping- og gå-i-byen muligheder på og omkring Karl Johans Gate. I centrum er du også tæt på det flotte operahus ved vandet. Kvadraturen ligger også i centrum, som er et af de ældre områder i Oslo, bygget af Christian den fjerde i et system med parallelle og retvinklede gader. Dette er byens historiske centrum.
I centrum er der gode muligheder for offentlig transport med både metro, sporvogn og busser, hvilket er fordelagtigt ved lidt længere ture. Dog kan de fleste seværdigheder opleves på gåben, når du er i centrum.
Du kan se det hotel jeg anbefaler nedenfor eller hoppe direkte til en oversigt over næsten alle hoteller i Oslo centrum her på Hotels.com.
Forslag til hotel: Thon Hotel Opera
Jeg foreslår, at du i centrum bor på Thon Hotel Opera. Hotellet har en flot standard, og værelserne vendt mod fjorden har på nuværende tidspunkt en flot udsigt ud over Operahuset. Der serveres en rigtig dejlig morgenmadsbuffet, som er inkluderet, og det vigtigste af det hele; Hotellet har en rigtig god placering både i forhold til at skulle udforske byen, men også i forhold til rejsen til og fra Oslo. Hotellet ligger nemlig under en halv kilometer fra Oslo Sentralstatjon, hvorfra du kan tage toget direkte til lufthavnen og derudover komme rundt i hele byen.
På kortet ses, hvordan du kommer fra hotellet til stationen, hvor Karl Johans Gate ligger lige over for.
Når du står uden for hotellet, kan du se Det norske Operahus, som ligger overfor. Foran dette skal der dog bygges et bibliotek, som om 2 års tid kan komme til at tage udsigten, men heldigvis ikke den gode placering eller service. Du befinder dig samtidig meget tæt på Karl Johans Gate, hvor du ikke må gå glip af gåturen gennem denne gade og op til Det kongelige Slott for enden.
Du kan se nærmere på Thon Hotel Opera på hotels.com her.
Forslag 2: Bo i Grünerløkka
Mit andet forslag er, at du slår dig ned i Grünerløkka. Bydelen har tidligere været stedet, hvor hovedsageligt arbejderklassen hørte hjemme. I dag er bydelen kendt som hip og trendy. Dette er blandt andet på grund af, at du i Grünerløkka støder på mange vintage- og second-hand butikker. Hvis du er på udkig efter det originale og unikke, er dette nok stedet, du skal tage hen for at shoppe. Ud over specielle butikker ligger her også mange hyggelige caféer og barer. Mange af disse steder findes fra Olaf Ryes Plass, som ligger i den vestlige del af i Grünerløkka, ind mod centrum.
På den vestlige side af Grünerløkka løber Akerselva, som bringer naturen helt ind midt i storbyen. Derudover rummer bydelen også flere parker, bl.a. Grünerhagen park, Sofienbergparken og Birkelunden, hvor mange af Oslos og især Grünerløkkas indbyggere samles på solskinsdage. I Birkelunden holdes der næsten hver søndag marked fra 12-19, hvor du kan købe alt fra tøj til møbler.
Der er gode muligheder for at komme til Grünerløkka fra centrum. Til Olaf Ryes Plass går for eksempel både sporvognene nr. 11, 12, 13, 16 og bus nr. 111 eller 112. Der er gode bus og sporvogns muligheder til og fra bydelen, samt inde i selve Grünerløkka, som ligger i zone 1.
Se min favorit i Grünerløkka nedenfor eller få en oversigt over næsten alle hoteller i Grünerløkka her på Hotels.com
Forslag til hotel: Scandic Vulkan
Scandic Vulkan er mit favorit-hotel i Grünerløkka. Hotellet kombinerer beliggenhed i det dejlige Grünerløkka, med centrum i en overkommelig afstand. Der er kun ca. en kilometer til Karl Johans Gate. Herfra er det muligt at udforske mange af seværdighederne i centrum og samtidig få lov til at bo i et lidt roligere område med hyggelig atmosfære.
Hotellet har inkluderet lækker morgenmad, et venligt personale og værelser med store vinduer, så byens liv rigtig kan mærkes. Fra Oslo Sentralstasjon kører bus nr. 34 og 54 ud til hotellet, hvilket er en bustur på kun 2 stop, som tager 6 minutter. Du kan finde Scandic Vulkan her på Hotels.com.
Forslag 3: Bo i Majorstuen, Frogner
Mit tredje forslag til dig er at bo i Majorstuen, som er en del af bydelen Frogner. I Majorstuen ligger Vigelandsparken, som er en park fuld af skulpturer, kreeret af Gustav Vigeland. Denne er bestemt interessant, sammen med det tilhørende museum, som ligger lidt uden for Majorstuen i Frogner.
I Majorstuen må du ikke gå glip af Bogstadsveien/Hegdehaugsveien, som er en af de største shopping-gader i Oslo, hvor der også ligger klubber og barer. Der er butikker i forskellige prisklasser og gå du hele vejen gennem gaden ind mod centrum, ender du ved Slottsparken og befinder dig pludseligt meget centralt.
Bydelen har sin egen metrostation og derudover er der bus- og sporvognforbindelser langs bl.a. Bogstadsveien. Her befinder du dig altså et lille stykke fra centrum og har god adgang til shopping, men også mulighed for at trække dig lidt tilbage fra de mest turistede dele af byen.
Du kan se nærmere på hotellerne i Majorstuen her på Hotels.com.
Forslag til hotel: Saga Hotel Oslo
Hvis du ønsker at bo i Majorstuen, foreslår jeg, at du vælger at bo på Saga Hotel Oslo. Her bor du på samme tid tæt på Bogstadsveien og Slottsparken. Du befinder dig heller ikke langt fra Frognerparken med Vigelands-udstillingerne, hvilket er den perfekte seværdighed en varm sommerdag.
Saga Hotel Oslo er et dejligt hotel, som ligger i et roligt område, hvorfra de fleste af Oslos skatte stadig kan opleves på gåben. Du kan tage sporvogn 19 (Majorstuen) fra ’Jernbanetorget’ i centrum til ’Rosenborg’, hvilket tager 11 min. og derfra ligger hotellet kun 250 meter væk. Se nærmere på Saga Hotel her på Hotels.com.
Hvor skal man ikke bo i Oslo?
Oslo er generelt i by uden områder, som man skal holde sig fra. Sikkerheden er høj og du kan godt gå rundt alene i nærmest hele byen, også om natten.
Dog er der områder, jeg vil råde dig til ikke at vælge at bo i. Jeg kan ikke anbefale områder meget langt fra centrum i de ydre bydele, da du på den måde hurtigt vil spilde en del tid på at transportere dig til og fra centrum, hvis du ønsker at se nogle seværdigheder. Derudover vil du også gå glip af storbystemningen og den levende atmosfære. I de ydre dele af byen er der primært beboelse, som ikke er interessant for turister.
Dette var mine anbefalinger til, hvor du skal bo i Oslo. Jeg håber, du er blevet klogere på dit valg, og hvis ikke du vælger et af de ovenstående tre hoteller, kan du også selv udforske Hotels.com for andre passende hoteller i Oslo.
Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har yderligere spørgsmål på e-mail, Facebook eller skriv en kommentar nedenfor. Klik på ”kontakt” øverst på siden for at finde min e-mail adresse og Facebook link.